De Konservative og Liberal Alliances gruppe i EU-Parlamentet, EPP, har med støtte fra Venstre og det yderste højre i Europa-Parlamentet i dag gjort deres bedste for at sabotere EU’s skovrydnings regler. På den måde gjorde det borgerlige Danmark fælles sag for at gavne nogle få virksomheder på bekostning af vores planet. Det selv om også dele af erhvervslivet, herunder danske Ørsted, har advokeret for IKKE at foretage den udvanding den Konservative gruppe forslog.
De Konservative og Venstre, der jo ellers begge ynder at påstå de skam er grønne, blev i deres naturundergravende projekt bl.a. støttet af den tyske højrefløjs AfD og den ungarske præsident Victor Orbáns parti Fidesz. Den umage alliance blæste sammen til kamp imod en lovgivning, der har til formål at beskytte Amazonas, Jordens vigtigste kulstofdræn og andre urskove. Så meget for deres grønne løfter, siger Per Clausen, Enhedslistens Medlem af EU-Parlamentet, der stemte imod højrefløjens forslag.
Reglerne mod skovrydning blev vedtaget i sidste valgperiode, med støtte fra flere af dem, der nu pludseligt var imod. Reglerne betyder bl.a., at en række produkter, såsom kaffe og kakao, kun må importeres til EU, hvis det er bevist, at de ikke er produceret på arealer, hvor der er fældet regnskov efter år 2021.
Jeg synes det er vildt at rulle så vigtig en lov tilbage, især når der jo er masser af virksomheder der siger de er klar til når den skal begynde – fordi de forberedte sig. Lige nu straffer de borgerlige de virksomheder der lyttede til politikkerne, og begunstiger dem der ikke har løftet en finger.
Lovgivningen skulle oprindeligt træde i kraft den 30. december 2024, men EU-Kommissionen besluttede at udskyde indførelsen med et år. Da EU-parlamentet i dag skulle godkende udsættelsen af lovgivningen, benyttede EPP lejligheden til at sabotere direktivet, med støtte fra EU-Parlamentets yderste højre og enkelte liberale, som Venstres to EU-Parlamentarikere. Med en margin på kun tre stemmer blev EPP’s ændringsforslag, som betyder, at færre virksomheder er omfattet af reglerne, og at nogle lande er helt fritaget, vedtaget.
Det skete selvom flere stemmemaskiner gentagne gange under afstemningen ikke virkede. Trods protester pressede EU-Parlamentets konservative formand det hele igennem, men Enhedslistens gruppe, Venstrefløjsgruppen, kræver nu at hele afstemningen laves om, da flere af afstemningerne var ekstremt tætte.
Regnskovene er uundværlige for den globale kulstofbalance og for klimakampen. Amazonas absorberer mere end en milliard tons kuldioxid hvert år. Jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for det borgerlige Danmark at svække på beskyttelse af skovene, afslutter Per Clausen.
Mere om sagen
Du kan læse mere om kampen om EU’s skovbeskyttelse, og Enhedslistens holdning, her: