I oktober sidste år kom EU med det længe ventede forslag til et direktiv om passende mindsteløn. Det er en prioritet for det nuværende portugisiske formandskab at komme i mål med direktivet i første halvdel af 2021.

Passende mindsteløn lyder umiddelbart positivt fra et venstrefløjsperspektiv. Hvorfor ikke være med til at sikre arbejderklassen ordentlig løn for den altafgørende værdi, de bringer samfundet? Netop derfor skal vi være på vagt overfor den her nye EU-lov. For under den intuitivt positive titel gemmer sig EU-regler, der kan have fatale konsekvenser for helt almindelige lønmodtagere.

En opfordring til EU-Domstolen om at blande sig

Kritikkere af udspillet har påpeget, at hvis løn gøres til et lovgivningsspørgsmål i EU-systemet, så vil EU-Domstolen senere skulle fortolke reglerne. Det kan føre til, at EU pålægger medlemslande at indføre en lovbestemt mindsteløn nationalt. Det er et problem for Danmark, Sverige og andre lande, som har kollektive overenskomster på deres arbejdsmarkeder. Her blander politikerne sig i store træk nemlig udenom og lader arbejdsgivere og lønmodtagere blive enige om løn- og arbejdsvilkår.

EU-Domstolen har historik for at dømme imod faglige rettigheder. Det er også derfor, det er farligt, at gøre den til en central spiller i forhold til at fortolke, om arbejdstagere i Danmark modtager en passende løn.

For det er netop det, der sker, hvis direktivet vedtages. Selvom centrale skikkelser i EU-toppen, eksempelvis den danske EU-kommissær Margrethe Vestager, har forsikret, at den danske model ikke vil blive berørt af direktivet, så vil praksis vise noget helt andet. For med direktivet opfordres EU-Domstolen til at forholde sig til den danske model og potentielt tilrette den.

Vi kender ikke udfaldet af den proces, så det vil være en enormt stor chance at tage.

Den overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel har medført nogle af de bedste løn- og arbejdsvilkår i verden. Det er derfor, vi skal yde modstand mod direktivet.

En for holdet?

Her vil fortalerne for direktivet komme med en indvending; hvad med de lande, hvor lønnen er meget lav og organiseringsgraden ligeså? For i lande som Spanien, Frankrig og Portugal er venstrefløjen fortalere for direktivet.

Det viser, hvor langt vi er kommet i forarmelsen af helt almindelige lønmodtagere, når venstrefløjen i syd taler for et direktiv, der vil forringe arbejderklassens forhold i nord (Det skal dog nævnes, at den sydeuropæiske venstrefløj er opmærksomme på den danske kritik og ønsker, at Danmark og Sverige tilgodeses i direktivets udformning)

Fortalerne vil altså sige; hvorfor tager vi i Norden ikke en for holdet, så man kan få bedre løn i Syd- og Østeuropa? Vi har vores på det tørre, så er det ikke arrogant, at vi ikke vil give os lidt, for at andre kan få det bedre?

Det er en misforstået tilgang at sige, at en forbedring et sted skal koste en forringelse et andet sted. Det er i øvrigt slet ikke sikkert, at direktivet vil forbedre noget nogen som helst steder.

Med til debatten hører nemlig, at 21 lande i EU allerede har en lovbestemt mindsteløn. Det har som bekendt ikke løst udfordringerne, for så ville der ikke være fortalere for direktivet. Pointen er, at her har central indblanding ikke hjulpet, så hvorfor skulle det hjælpe, at det centraliseres yderligere gennem EU?

Udfordringerne med woorking poor og fattigdom i EU er mere end virkelige. Ifølge en tysk tænketank er 23.3 pct. af EU´s borgere fattige eller i risiko for fattigdom, svarende til omkring 117 millioner af EU´s ca. 500 millioner indbygger. Samtidig er andelen af woorking poor i vækst. 8.3 pct. af EU´s borgere var woorking poor 2010, hvilket var steget til 9.6 pct. i 2016.

Men der er måder at løse det på, som ikke indebærer at gamble med de nordiske modeller.

Eksempelvis kan man revidere EU´s udbudsregler, så overenskomstdækning af arbejdstagere bliver en forudsætning for, at virksomheder må løse offentlige opgaver. Det forhindrer EU i dag. Man kan også stille krav til, at vandrende arbejdstagere skal have arbejdskontrakter godkendt af nationale fagforeninger. Det blokerer EU-reglerne også for. Og så bør overenskomstsikrede rettigheder hæves over virksomhedernes frie etableringsret.

EU´s traktatgrundlag giver forrang til virksomhedernes konkurrenceevne over arbejdstagernes lønforhold, hvilket EU-Domstolen håndhæver. Dermed får store multinationale virksomheder ofte lov til at trykke lønnen, fordi det fremmer den frie konkurrence på markedet.

Det er det, der har formindsket fagbevægelsens magt i EU, og det er med de regler, opgøret bør stå.

EU´s mindstelønsdirektiv er misforstået godhed

Med en positiv udlægning kan man kalde mindstelønsdirektivet for misforstået godhed. Hvis man nærmere tror, at EU-eliten har en negativ intention, kan øget EU-centralisering identificeres som hensigten med forslaget.

Uanset hvad, så står to ting klart.

For det første er mindstelønsdirektivet ikke den bedste måde at bekæmpe europæisk fattigdom, woorking poor og dårlig løn på. Det er i et opgør med EU´s forrang til markedet, vi finder løsningerne. Ved at sætte rammer for, at man lokalt kan værne om velfærden og sikre rettigheder for lønmodtagerne som betingelse for at modtage enorme summer i EU-støtte, skaber vi bedre forhold for den gennemsnitlige arbejdstager.

For det andet er den nordiske arbejdsmarkedsmodel ikke noget, vi skal gamble med. Den overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel giver lønmodtagerne mulighed for kollektivt at kræve forbedrede løn- og arbejdsvilkår. Det værktøj til solidariske at løfte arbejderklassen, må vi ikke afskrive os.

Den danske model kan nemlig ikke beskyttes mod EU´s mindstelønsdirektiv.