Analyse

Brexit-aftalen er først og fremmest en sejr for demokratiet

Storbritannien og EU er blevet enige om en aftale, der fastlægger deres fremtidige forhold efter Brexit. Men hvilke konsekvenser og muligheder giver aftalen i et venstrefløjsperspektiv?

Efter 11 måneders forhandling kunne EU og Storbritannien præsentere en aftale, der fastlægger rammerne for deres fremtidige forhold efter Breixt. (Foto: EU-Kommissionen / Lukasz Kobus)
Tobias Clausen
Tobias Clausen

Siden den britiske befolkning, i 2016, valgte at stemme for at forlade EU, har det været heftigt diskuteret, hvad det britiske exit fra EU egentlig ville indebære.

En afklaring på det kom et skridt nærmere, da EU og Storbritannien kort før jul efter 11 måneders forhandling kunne præsentere en aftale, der fastlægger rammerne for det fremtidige forhold mellem de to parter.

Handels- og partnerskabsaftalen mellem EU og Storbritannien – ”Trade and Cooperation Agreement” (herefter TCA-aftalen) – strækker sig over mere end 1.200 siders handelsjura og paragraffer og er mere end blot en traditionel handelsaftale. Den omfatter også emner som transport, kriminalitetsbekæmpelse, energi, adgang til velfærdsydelser og fiskeri. Ser man alene på bredden af emner, som aftalen adresserer, er det den hidtil mest omfangsrige aftale, EU har indgået.

Formelt forlod Storbritannien EU allerede 1. februar sidste år, men en overgangsperiode har betydet, at Brexit reelt først trådte i kraft d. 1. januar 2021. Indgåelsen af en aftale mellem EU og Storbritannien har derfor været vigtig for at undgå en situation, hvor parterne skiltes uden en afklaring på det samarbejde, der skulle erstatte EU-medlemskabet.

Men hvad blev så resultatet af forhandlingerne? Og hvordan bør aftalens indhold vurderes i et venstrefløjsperspektiv? Her er de tre vigtigste pointer, som kan udledes af aftalen.

1. Aftalen er et opgør med EU’s indre marked

Et helt centralt element i TCA-aftalen er, at Storbritannien ophører med at være en del af EU’s indre marked. Dermed er den britiske stat ikke længere underlagt EU’s markedsfriheder, hvis formål er at beskytte varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapitals fri bevægelighed mod regulering på nationalt niveau.

Aftalen tegner dermed et grundlæggende opgør med markedslogikken i EU, hvor de fri markedskræfter på tværs af grænser, som udgangspunkt, altid har forrang – forudsat, at der ikke i EU er vedtaget særlige undtagelser. Det fri marked er udgangspunktet. Demokratisk regulering er undtagelsen. Med Storbritanniens udtræden af det indre marked bliver det princip vendt på hovedet. Det fri marked med fri bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser mellem EU-landene og Storbritannien er ikke længere udgangspunktet, men bliver til et muligt tilvalg. Den fri markedsudveksling mellem EU og Storbritannien gælder derfor kun i det omfang handels- og partnerskabsaftalen indeholder bestemmelser, der aktivt tillader det.

Det kan måske virke som en teknisk detalje. Men i realiteten har det stor betydning, fordi det åbner for nye demokratiske muligheder for at regulere markedet. En regulering, som det i dag ikke er tilladt indenfor EU’s indre marked. Det gælder alt fra regler, der begrænser hormonforstyrrende stoffer i legetøj, en strammere regulering af finanssektoren til deciderede forbud, som fx forbud mod import og salg af nye diesel- og benzinbiler af hensyn til klimaet.

Venstrefløjen har længe ønsket et opgør med EU’s indre marked med henvisning til, at det skaber en situation, hvor EU-lande tvinges til at konkurrerer med hinanden på bl.a. løn- og arbejdsvilkår, skattepolitik og miljøstandarder. Det skaber et ”ræs mod bunden”. Det sker vel og mærke samtidig med, at EU’s regler om det fri marked begrænser medlemslandenes muligheder for, på demokratisk vis, at indføre værn mod denne (unfair) konkurrence. Selvom aftalen mellem EU og Storbritannien indeholder bestemmelser, der (desværre) i vid udstrækning fastholder status quo med hensyn til kapitalens fri bevægelighed, bliver Storbritanniens muligheder for at regulere udvekslingen af varer, tjenesteydelser og arbejdskraft med TCA-aftalen i varierende grad udvidet.

Mest vidtgående bliver reguleringsmulighederne i forhold til den fri arbejdskraftimport fra EU-lande, der ophører med at gælde i Storbritannien, og som TCA-aftalen ikke erstatter med nye tilsvarende bestemmelser. Dermed kan der på dette område frit indføres ny national regulering. Ligesom Danmark har Storbritannien haft store problemer med social dumping og skrupelløse arbejdsgivere, der har brugt arbejdskraftens fri bevægelighed i EU til at importere primært østeuropæisk arbejdskraft under usle løn- og arbejdsvilkår. Med TCA-aftalen vil Storbritannien fremover kunne indføre regler eller værn, der kan sikre, at udenlandsk arbejdskraft ikke arbejder under dårligere løn- og arbejdsvilkår end britiske arbejdere. Aftalen åbner derfor for, at der kan slås langt hårdere ned på grådige arbejdsgivere, der udøver social dumping. Muligheder som Danmark, som EU-land og del af det indre marked, ikke råder over.

Tidslinje for Storbritanniens udtræden af EU

23. juni 2016: Et flertal i den britiske befolkning stemmer ved en folkeafstemning for at forlade EU.

29. marts 2017: Storbritannien aktiverer artikel 50 i EU-traktaten, der påbegynder en 2-årig proces for udmeldelse af EU.

19. juni 2017: Forhandlinger med EU om udtræden påbegyndes formelt, men forhandlingerne går i hårdknude over særligt spørgsmålet om grænsen mellem UK og Nordirland. Der afholdes valg i Storbritannien, og den britiske udtrædelsesdato udsættes flere gange.

17. oktober 2019: EU og Storbritannien bliver enige om en aftale, der skitserer på, hvilke vilkår udtrædelsen af EU skal finde sted.

31. januar 2020: Storbritannien forlader formelt EU. En overgangsperiode på lidt under 1 år træder i kraft. Her følger Storbritannien forsat EU’s regler.

24. december 2020: Efter 11 måneders forhandling bliver EU og Storbritannien enige om en handels- og partnerskabsaftale, der fastsætter rammerne for deres fremtidige forhold efter overgangsperiodens udløb.

1. januar 2021: Den britiske overgangsperiode udløber, og Brexit træder reelt i effekt.

Også med hensyn til den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser opnår Storbritannien med aftalen nye muligheder for regulering. Et eksempel på dette er fx, at den britiske regering har bebudet et forbud imod eksport af levende dyr af hensyn til dyrevelfærden. Et forbud, som ikke er tilladt at indføre i EU-lande, da dyr i EU-retten opfattes som en varer på linje med sko og rugbrød, og som derfor er omfattet af varernes fri bevægelighed. I Danmark har skiftende regeringer gennem de sidste 16 år forgæves forsøgt at få lov af EU til at begrænse transporttiden for levende dyr til eksport.

Af andre væsentlige elementer i TCA-aftalen kan nævnes, at Storbritannien ikke længere er underlagt hverken EU-retten eller EU-domstolen. I stedet vil relationen fremover bygge på international lov, ligesom tvister typisk vil blive afgjort ved stat-til-stat voldgiftsdomstole, hvor magtforholdet er mere ligeværdigt mellem parterne. Storbritannien er heller ikke længere omfattet af EU’s toldunion og kan fremover selv fastsætte toldsatser og forhandle handelsaftaler. I dag forhandler alene EU-Kommissionen på vegne af EU-landene.

Aftalen betyder desuden 100% toldfrihed på handel med varer mellem EU og Storbritannien. En hidtil uset toldfrihed for noget land uden for EU. End ikke Norge har via deres EØS-aftale med EU en så fordelagtig adgang, idet handel med landbrugs- og fiskeriprodukter her er omfattet af told. Toldfriheden er især bemærkelsesværdig, fordi EU gennem store dele af forhandlingsforløbet har fastholdt, at man ikke kunne udtræde af det indre marked og samtidig fastholde markedsadgangen til EU’s marked. Det viste sig dog ikke at holde stik.

Fiskeripolitikken og landbrugspolitikken er også igen på britiske hænder. En situation Storbritannien bl.a. har bebudet skal bruges til et radikalt opgør med EU’s kontroversielle landbrugsstøtte. Fremover skal landbrugsstøtte i Storbritannien ikke længere udbetales på baggrund af antallet af hektar jord landmanden ejer, men gives med udgangspunkt i landbrugenes bidrag til den grønne omstilling. Desuden skal støtten fordeles mere fair mellem de store og små landbrug. I dag modtager 20% af landbrugene i EU 80% af EU’s landbrugsstøtte.

Der er også elementer i TCA-aftalen, der i et venstrefløjsperspektiv kunne være mere fordelagtige. Det er ikke så overraskende. Der er trods alt tale om en aftale, der er forhandlet mellem en konservativ regering – om end på folkeligt mandat – og en EU-Kommission, hvis interesser i vid udstrækning flugter med den europæiske kapitals interesser. Flere punkter i TCA-aftalen repræsenterer derfor ikke det nødvendige opgør med de markedsdogmer, som har domineret Europa siden 1980’erne. Det gælder fx kapitalens fri bevægelighed, som med den nye aftale i vid udstrækning fastholdes.

Og selvom Storbritannien ikke længere er underlagt EU’s meget bureaukratiske regler om offentlige udbud, vil man forsat følge WTO-reglerne på området, der i store træk svarer til EU’s. På statsstøtteområdet vil Storbritannien få mere fleksibilitet. Bl.a. vil tærsklen for, hvornår statsstøtte omfattes af statsstøttereglerne blive hævet. Men med TCA-aftalen forpligter Storbritannien sig forsat til at følge de overordnede principper i EU’s statsstøtteregime under et nyt nationalt regime. På disse områder ville prioriteringen med al sandsynlighed have set anderledes ud, hvis en Labour-regering, ledet af Jeremy Corbyn, havde siddet for bordenden i forhandlingerne med EU.

2. Brexit-aftalen er først og fremmest en sejr for demokratiet

Samlet står det klart, at Storbritannien med TCA-aftalen – sammenlignet med et EU-medlemskab – på en lang række områder betragteligt har fået udvidet det demokratiske handlerum til at føre en anden (og bedre) politik. TCA-aftalen er således først og fremmest en sejr for demokratiet.

Venstrefløjens kamp for demokratisk socialisme handler i sin kerne om, at demokratiet skal sætte rammerne for økonomien og markedet og ikke omvendt. Dette mål kan ikke opnås inden for EU, hvor markedets forrang er traktatfæstet, og demokratiet er kortsluttet. Når TCA-aftalen styrker den demokratiske frihed i Storbritannien på bekostning af markedsfriheden, der hersker inden for EU, er aftalen i et venstrefløjsperspektiv derfor et skridt i den rigtige retning. Også selvom aftalen, som tidligere beskrevet, på flere punkter, ikke er vidtgående nok.

Magten over indretningen af det britiske samfund ligger nu, på flere afgørende områder, i hænderne på den britiske befolkning og arbejderklasse og ikke længere hos ansigtsløse bureaukrater i EU. Det er selvsagt ingen garanti for en mere venstreorienteret politik. Hvordan den nye demokratiske frihed udnyttes vil i sidste ende afhænge af holdningen hos den britiske befolkning, og venstrefløjens succes med at mobilisere arbejderklassen. Derfor er forestillingen om, at Brexit i sig selv skulle føre til socialistisk politik også en misforståelse. Brexit er for socialister ikke et endemål, men et nødvendigt skridt på vejen til en demokratisk socialisme.

Med Storbritannien ude af EU’s liberalistiske spændetrøje, er der åbnet for, at en fremtidig venstrefløjsregering kan gennemføre en mere solidarisk og retfærdig regulering af økonomien. En mulighed, der ikke er til stede som del af EU. Den situation frikøber imidlertid ikke venstrefløjen fra opgaven med at overbevise den britiske befolkning om, hvorfor vores – og ikke højrefløjens – politik er at foretrække. Fremover vil den afgørende kamp i Storbritannien derfor være om – og især hvordan – de demokratiske friheder, som bruddet med EU efterlader, skal udnyttes.

Der har været udtrykt frygt for, hvordan den nye aftale også kan udnyttes af den britiske konservative regering til angreb på lønmodtagerrettigheder og en deregulering af den britiske økonomi med henblik på at opnå en konkurrencefordel. TCA-aftalen indeholder flere mekanismer, der har til formål at forsøge at forhindre dette. Disse mekanismer kan overordnet opdeles i to kategorier.

For det første indeholder aftalen såkaldte ”non-regression” bestemmelser. Herved forpligter parterne (dvs. både EU og Storbritannien) sig på ikke at sænke deres nugældende standarder for klima, miljø og arbejdstagerrettigheder for at opnå en konkurrencefordel. I tilfælde af tvister, som ikke kan løses, kan modparten ifølge aftalen i sidste ende vælge at indføre sanktioner overfor modparten, fx i form af en straftold, der udligner konkurrencefordelen.

For det andet indeholder aftalen bestemmelser om en såkaldt ”level playing field” (en lige spillebane). Disse bestemmelser – som på flere områder er væsentligt mere vidtgående end normale EU-handelsaftaler – tager højde for den situation, at EU eller Storbritannien hæver sine standarder for fx miljø, klima eller arbejdstagerrettigheder uden, at modparten tilsvarende hæver sine standarder. Frygten er, at det over tid kan betyde så store forskelle mellem reguleringsregimerne i Storbritannien og EU, at den ene part dermed får en unfair konkurrencefordel i samhandel.

For at imødekomme denne problematik giver TCA-aftalen igen mulighed for i sidste ende at indføre sanktioner i form af straftold eller begrænset markedsadgang overfor modparten. En sådan model har venstrefløjen tidligere argumenteret for også burde gælde internt i EU. Fx ved at tillade en klimatold på varer, der er produceret i EU-lande med lavere klimastandarder. Således beskyttes virksomheder mod uretfærdig konkurrence fra lande, som ikke prioriterer klimaet i samme grad. Om bestemmelserne om ”non-regression” og ”level playing field” i TCA-aftalen er tilstrækkelige til at undgå forsøg på at svække miljø- og arbejdstagerstandarder i Storbritannien, er endnu for tidligt at sige. Det må afvente den mere præcise fortolkning af aftalens bestemmelser. Men TCA-aftalen giver flere værktøjer til at forfølge og sanktionere eventuelle forsøg på at skabe sig en gunstigere konkurrencesituation gennem deregulering.

Tilbage står imidlertid, at venstrefløjen ikke kan bygge sit projekt på en præmis om, at medlemskabet af et neoliberalt og demokratifjendsk EU udgør det eneste bolværk mod angreb på miljøet og arbejderklassen. På sammen vis er det en uholdbar position for venstrefløjen, at afvise en styrkelse af demokratiet med henvisning til frygten for at tabe den efterfølgende debat om, hvilken retning samfundet skal bevæge sig i.

Forestillingen om, at EU-medlemskabet er en beskyttelse mod deregulering af økonomien afslører ikke alene en manglende forståelse for EU’s måde at fungere på, men også en dyb og irrationel pessimisme på venstrefløjens vegne. En pessimisme, hvor venstrefløjens rolle i samfundsudviklingen fremover er reduceret til en rolle som statist, og hvor højrefløjen fremover vil fastholde magten i Storbritannien uanset, hvad venstrefløjen gør. Men venstrefløjen har ikke brug for EU til at kæmpe sine kampe. Den har brug for at sikre folkelig mobilisering bag sin vision for et mere retfærdigt og grønt samfund. Med en tro på eget projekt og en smule selvtillid burde det ikke være en umulighed.

3. Den markedsorienterede globalisering kan rulles tilbage

Aftalen mellem EU og Storbritannien afslører en anden væsentlig kendsgerning: Den markedsorienterede globalisering er ikke en uundgåelige naturkraft. Den er et resultat af politiske beslutninger og kan derfor også rulles tilbage.

For første gang betyder indgåelsen af en (fri)handelsaftale med EU, ikke mere, men mindre marked. Det er et nybrud. Hvor frihandelsaftaler sædvanligvis handler om at udvide det globale markedet via nedbrydning af begrænsninger på det fri marked, har TCA-aftalen mellem EU og Storbritannien (i hvert fald fra britisk side) handlet om at genvinde selvbestemmelse og demokrati. Den målsætning er i vidt omfang lykkes for Storbritannien, men uundgåeligt på bekostning af omfanget af landets økonomisk integration med EU. Her er det tydeligt af aftalens omfang, at forhandlerne på den britiske side, har prioriteret demokratisk frihed over økonomiske interesser.

Derfor vil TCA-aftalen også fremover betyde restriktioner og mere (told)kontrol med udveksling af varer, arbejdskraft og tjenesteydelser mellem EU-landene og Storbritannien. Det kan betyde noget mere papirarbejde for virksomheder i forbindelse med handel på tværs af grænserne. Men i et venstrefløjsperspektiv er det en billig pris at betale for at genvinde den demokratiske indflydelse over samfundsøkonomien. For det er netop denne kontrol, der åbner for friheden til en større regulering af markedet og den internationale konkurrence i Storbritannien.

Vigtigst af alt understreger Brexit-aftalen, at der rent faktisk findes alternativer til et fuldt EU-medlemskab, hvor det er muligt at vægte selvbestemmelse og et frit demokrati højere end det fri marked, og hvor man forsat kan samhandle og samarbejde om at løse grænseoverskridende problemer med sine europæiske nabolande. På den måde er Brexit-aftalen også med til at skyde hul i den fejlagtige binære opfattelse af EU-medlemskabet, som mange EU-tilhængere abonnerer på. Her fremstilles et lands tilknytning til EU som et entydigt valg, hvor man enten er fuldt med i EU eller er helt ude, og som konsekvens heraf bliver totalt afkoblet politisk og økonomisk fra det øvrige EU – som en øde ø i Europa. Men det er og bliver en falsk fremstilling.

Ser man på Europa, har vi allerede en virkelighed, hvor europæiske lande i varierende grad er tilknyttet EU. Nogle EU-lande er med i euroen, andre står uden for. Nogle lande er del af EU’s grænsesamarbejde Schengen, imens andre har valgt at stå uden for. Danmark og andre lande er en del af EU, men har særlige forbehold. Norge og Island har fravalgt EU-medlemskabet, men har på en række områder via EØS-aftalen etableret et samarbejde med EU. Schweitz har en endnu løsere tilknytning til EU, der har sine fordele og ulemper. Og nu er der så etableret en særlig tredje britisk model. Samlet tegner det et billede af, hvad man kan kalde et Europa i flere samarbejdscirkler, hvor udgangspunktet ikke handler om man skal samarbejde i Europa, men i stedet på hvilke præmisser samarbejdet skal foregå.

Her åbner Brexit-aftalen for nogle spændende perspektiver i forhold til at sikre Danmark en anden og mere demokratisk tilknytning til EU, end vi har i dag. En tilknytning som vægter forpligtende samarbejde omkring grænseoverskridende problemer, som fx klima, højt, men som samtidig stiller os friere til på demokratisk vis at regulere markedet og beskytte vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel mod unfair international konkurrence. Den debat er allerede startet i Norge, hvor Enhedslistens søsterpartier SV og Rødt har udtrykt sig positivt over den britiske aftale og de demokratiske friheder, den giver. De mener, at den britiske aftale aktualiserer behovet for at se på mulighederne for en genforhandling af EØS-aftalen.

Indgåelsen af Brexit-aftalen kan derfor vise sig at få konsekvenser, som rækker langt ud over Storbritanniens grænser. I hvor stort omfang må tiden vise.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere