Den amerikanske internetgigant Amazons dårlige behandling af de ansatte i firmaets europæiske varehuse er her til morgen endnu engang på dagsordenen i EU-Parlamentet. Det sker, når Beskæftigelsesudvalget, fra klokken 09.00 – 11.00 i dag, holder høring om Working conditions in Amazon warehouses.
Enhedslistens Medlem af EU-Parlamentet, Per Clausen bider mærke i at høringen endnu engang sker uden Amazons deltagelse, og mener firmaets manglende samarbejdsvilje bør have konsekvenser:
Endnu engang er Amazons ekstremt kritisable behandlinger af ansatte i fokus for beskæftigelsesudvalget, og endnu engang uden deltagelse fra Amazons side. Det siger noget om hvor lidt alvorligt de tager problemerne – og så længe det sker, bør deres adgang til EU-Parlamentet begrænses.
Manglende samarbejde førte til udelukkelse
Siden februar 2024 har Amazons EU-lobbyister haft frataget deres adgangskort til EU-Parlamentet, en meget sjældent benyttet sanktion i EU-systemet. Det skete, fordi firmaet nægtede at samarbejde med EU-Parlamentet, det gælder både angående besøg til deres kontroversielle varehuse og at man ikke ville sende talere til høringer om sagen.
Det er lidt over to år siden Amazon fik frataget deres adgangskort, fordi de nægtede at samarbejde med EU-Parlamentet på en meningsfyldt måde. Det virker som om de ikke har lært noget af det, og derfor skal de naturligvis heller ikke have privilegeret adgang tilbage, det siger sig selv.
En del af et bekymrende mønster
Per Clausen påpeger at Amazons holdning om at se stort på de regler der gælder for eksempelvis beskyttelse af ansatte i EU, synes at være en del af et mønster blandt store amerikanske firmaer. Samtidigt minder han om de faglige kampe i forbindelse md McDonalds indtog i Danmark i 1980erne, hvor en faglig kamp lykkedes med, langt om at længe, at få den amerikanske burgerkæde til at acceptere den danske model for arbejdsmarkedet:
Udover at handle om Amazon isoleret set, så handler det jo også om problemet med amerikanske milliardærer der gerne vil tjene penge på europæerne – men ikke vil følge vores regler. For det er jo samme mønster vi også ser fra firmaer som Facebook og Tesla. Det går simpelthen ikke.
Han fortsætter:
Jeg kan huske da McDonalds i sin tid kom til Danmark og ikke ville tillade kollektive forhandlinger. Det tog en lang faglig kamp, men til sidst måtte de erkende, at i Europa gælder europæiske regler. Det tror jeg firmaer som Amazon også har behov for at lære på den hårde måde.
Beslutning om udelukkelse stadfæstet
Beslutningen om fortsat at forhindre Amazonlobbyisternes uhindrede adgang er netop blevet stadfæstet igen, netop i forbindelse med dagens høring. Det skete efter firmaet endnu engang ikke sendte tilsagn om tilfredsstillende talere inden deadline for høringen. Derfor har Per Clausen også opfordret til, at der ikke skulle slækkes på sanktionerne overfor Amazon:
Egentlig er det ret simpelt. Hvis amerikanske gigantfirmaer gør deres bedste for ikke at følge europæiske regler, og ikke engang vil stå på mål for det – så skal deres lobbyister heller ikke have uhindret adgang til steder som EU-Parlamentet. Det er jeg glad for at man nu holder fast ved.
Mere om høringen
Du kan læse flere reaktioner på høringen fra Per Clausen og Venstrefløjsgruppen her:
- The Left, 26. juni: The Left Demands Accountability: Amazon Fails to Show Up at European Parliament Hearing
- Solidaritet, 26. juni: Amazons lobbyister forbliver udelukket fra EU-parlamentet









