Kære læser
Vi går nu ind i et travlt efterår. I Folketinget står det især på forhandlinger om næste års finanslov. Der skal findes penge til bedre velfærd og den grønne omstilling i en tid, hvor vi samtidig kæmper med corona og de medfølgende konsekvenser.
Det er en opgave, som vi i Enhedslisten gerne bidrager til at løse. Et helt oplagt sted at finde pengene er gennem strammere regler overfor skattely. Danmark mister alene i selskabsskatter hver år over 6 milliarder kroner til multinationale selskaber, som gemmer deres penge i skattely.
Mange tænker nok på caribiske øer når snakken falder på skattely. Men for Danmark er skattely i EU faktisk det største problem. Især EU-lande som Luxembourg, Holland og Irland bliver brugt af de multinationale selskaber til at unddrage sig skat. Næsten 90% af de skatteindtægter Danmark mister til skattely gemmes således i et skattely i et andet EU-land. Den fri bevægelighed for kapital på EU’s indre marked har gjort det nemt for virksomheder at flytte deres profitter til lande, hvor beskatningen er lav eller tæt på nul.
Desværre synes alvoren ikke at være gået op for EU-toppen. Da EU i 2017 vedtog en sortliste over skattely valgte man som det første, at undtage alle EU-lande fra overhoved at kunne komme på sortlisten. Ingen EU-lande optræder derfor i dag på listen. Og for at gøre ondt værre har EU efterfølgende også frikendt flere kendte skattely uden for EU.
Senest besluttede EU’s finansministre på et møde i oktober at fjerne Cayman Island fra sortlisten. Det sker selvom østaten er kendt som et notorisk skattely og forsat har en selskabsskat på nul procent.
Den tidligere amerikanske præsident Barak Obama skulle engang have sagt, at ”Der er en bygning på Cayman Island, som huser 12.000 selskaber… dette er enten verdens største bygning eller verdens største skattebedrageri. ”
Derfor er det også helt uforståeligt, at EU nu har valgt at fjerne Cayman Islands fra sortlisten. Det afslører imidlertid bare endnu engang, hvordan EU ikke tager kampen mod skattely alvorligt.
I Enhedslisten mener vi, at vi bør gøre meget mere for at bekæmpe virksomheders brug af skattely. Det kræver bl.a. at vi sortlister alle skattely – også EU-lande. Danmark bør ikke vente på et fodslæbende EU, men allerede handle nu. Det kan vi gøre ved at gå forrest og lukke kassen i for de virksomheder, der snyder fællesskabet.
I den kommende tid vil Enhedslisten via annoncer i dagblade og online sætte fokus på problemet med EU-skattely. Vi bør ikke længere acceptere, at statskassen årligt snydes for milliarder af skattekroner. Det er på tide, at skattely bekæmpes – også i EU.
Røde og grønne hilsner
Søren