Leder

Lad os håbe, at 2021 bliver et godt, grønt og socialt retfærdigt år

Tobias Clausen

Sidste år ved denne tid glædede jeg mig til for alvor at komme i gang med lovgivningsarbejdet i EU-Parlamentet. EU-kommissionen var lang tid om at komme på plads, så reelt var det først i begyndelsen af 2020, vi for alvor kunne gå i gang med at forsøge trække EU i en grøn og social retfærdig retning. Det ville blive et travlt år, og det lagde hårdt ud med, at EU-Kommissionen havde planlagt at komme med et forslag om EU-dikteret mindsteløn i løbet af årets første 100 dage. Det er som bekendt et forslag, der ikke kan undgå at svække den danske arbejdsmarkedsmodel, og det er min og Enhedslistens klare holdning, at løn er noget, der bedst forhandles via kollektive forhandlinger af arbejdsmarkedets parter og ikke noget, der skal dikteres fra EU.

Men allerede inden vinteren var omme måtte alle planer vige en stund til fordel for langt mere akutte problemstillinger. Covid-19-virussen var nået til Europa, og både i Danmark og i Bruxelles blev folk sendt hjem for at arbejde hjemmefra. I første omgang i to uger. Derefter blev det som bekendt forlænget og forlænget, mens smitten spredte sig med en hidtil uset hast. Som alle andre måtte jeg, mine kolleger og mine medarbejdere arbejde via online møder og afstemninger. Jeg synes, det var hjerteskærende at følge de store tab menneskeligt og økonomisk rundt om i Europa. I de lande der tøvede med at handle i tide blev konsekvenserne katastrofale. Pandemien har øget de i forvejen alt for store uligheder i EU-landene. Mens Amazons Jeff Bezos har tjent milliarder gennem brug af skattely og voldsomme overgreb på retten til faglig organisering så er millioner af europæere blevet arbejdsløse og fattige. Den offentlige sektor og frontlinjearbejderne på hospitaler, plejehjem og dagtilbud kom under hårdt pres og konsekvenserne af de seneste mange års sparepolitik blev uhyggeligt tydeligt for enhver.

Det lykkedes på trods af omstændighederne i sommers at få forhandlet en god vejpakke på plads, der vil sikre chauffører på danske landeveje danske løn- og arbejdsvilkår. Det var en stor sejr i kampen mod social dumping.  Forhandlingerne om EU’s flerårige budget var hårde og lange. Jeg, Enhedslisten og Venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet stod sammen om at fastholde vigtigheden af klimahandling nu og en bindende klimalov for at kunne opnå opfyldelsen af Paris-aftalen. På trods af pandemien er klimaet stadig den største udfordring og vigtigste kamp lige nu, og Covid-19 må ikke blive en undskyldning for at sætte den til side. Tværtimod har vi brug for at løse den økonomiske krise og klimakrisen hånd i hånd ved at skabe grønne arbejdspladser. Ambitiøse målsætninger på klimaområdet er afgørende for klimaet, men det spiller også en afgørende rolle for om det vil lykkedes at få Europa økonomisk på fode igen.

I efteråret kom Kommissionens forslag om en EU-dikteret mindsteløn. Enhedslisten var i Danmark det første parti til at stille krav om et gult kort fra Folketinget til forslaget, så det sendes retur til EU-kommissionen. Det har et stort flertal af partier nu bakket op om, men spørgsmålet er om tilstrækkeligt mange andre nationale parlamenter følger trop. Det kan du læse mere om på enhedslisten.eu. Vi er ikke alene med vores modstand. Selv blandt de af mine parlamentskolleger, der ønsker en EU-mindsteløn, er der rigtig mange, der ikke er tilfredse med forslaget. Det er for vagt til reelt at gøre en forskel i de lande, der allerede har en lovbestemt mindsteløn, mens det stadig er en trussel mod den danske arbejdsmarkedsmodel. Så jeg håber inderligt, at det lykkedes at samle et flertal blandt medlemslandenes nationale parlamenter om et gult kort. Det er mit store nytårsønske. Deadline for det gule kort er 20. januar. Så følg med i Nyhedsbrevet Øropa for at blive opdateret på det, mit arbejde for bedre beskyttelse af bygningsarbejdere mod asbest, retten til at organisere sig for blandt andre platformsarbejdere, opgøret med skattely i og udenfor EU, en bæredygtig biodiversitetstrategi, klimahandling og meget andet.

Lad os håbe, at 2021 bliver et godt, grønt og socialt retfærdigt år.



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed